User Tools

Site Tools


baby:kroppen_efter_fodslen

Kroppen efter fødslen

Til start | Babysiderne | Pakkeliste til hospitalet | Fødselsforberedelse

Brysterne: Lækker brysterne meget mælk, er det nødvendigt med ammeindlæg. “Lækkende” bryster skyldes en kraftig nedløbsrefleks, hvislket er en god ting - så kan barnet nemmere få mælken suttet i sig. Ammeindlæg af uld anbefales gerne, fordi ulden hurtigt fordeler mælken over hele sin overflade og tørrer kort efter. Men hvis mælken løber meget hurtigt, kan uldammeindlæg ikke altid nå at suge al mælken, og den kan løbe igennem indlægget og blusen - det kan være meget generende. Generelt frarådes papirsammeindlæg med plastic på den ene side, da de ikke lader brysterne tørre ordentligt - og brysterne og især vorterne skal holdes tørre, for at undgå udvikling af svamp. Men skal man “i byen” kan papirsammeindlæg med plastic på den ene side godt bruges til nød, uden om uldammeindlæggene, hvis bare de skiftes så snart de bliver våde, og brystet får lov til at lufttørre inden de lukkes inde i BH'en igen. Alternativt kan man bruge et papirsammeindlæg uden plastic indenfor uldammeindlægget, hvis det er tilstrækkeligt. Disse skal dog også skiftes så snart de bliver våde, men de lader trods alt brysterne ånde så længe de er på. Brysterne holder i de fleste tilfælde op med at løbe spontant efter ca. 3 måneder.

Revnede brystvorter er noget hø - det gør ondt, og barnet kan risikere at sluge blod, hvilket maven ikke kan tåle, så mælken kastes op igen. Det er ikke farligt for barnet, men det får jo heller ikke meget mad på den måde! Det anbefales at bruge silikone-suttebrikker indtil brystvorterne er holdt op med at bløde, og så langsomt vænne brystvorterne til at blive suttet på uden suttebrikkerne, så de hærdes. Normalt tager hærdning af brystvorterne omtrent 14 dage, fra de er helet. Revnede brystvorter smøres med modermælk, og man skal lade dem lufttørre efter hver amning - modermælk sammen med barnets spyt virker desinficerende og helende. Er vorterne slemt revnede kan man smøre med en salve, som ikke er skadelig for barnet at intage - på patienthotellet anbefaler sygeplejerskerne “Lansinoh”, som mange synes virker rigtig godt. Der er dog ikke videnskabeligt belæg for, at det har en effekt, men det føles rart!

For at nedsætte risikoen for at udvikle svamp (trøske, som kan ses som små hvide pletter på barnets tunge - og det gør ondt på barnet at sutte) anbefaler man at lade brystvorterne tørre helt efter hver amning, og generelt holde bryster og brystvorter helt tørre, hele tiden, og bruge ammeindlæg, som huden kan ånde igennem. Desuden frarådes det at bruge sæbe på bryster og brystvorter, men blot vaske dem i varmt vand, skifte ammeindlæggene så snart de bliver våde, vaske alt tøj, sengelinned og andet i hudkontakt med brysterne ved 60 grader, og generelt spise sundt og undgå for store mængder sukker i kosten.

Barselsflåd: I 1-2 uger efter fødslen bløder man som ved kraftig menstruation. Herefter går blødningen over i det brune og temmelig ildelugtende barselsflåd, som bliver ved indtil 6-8 uger efter fødslen. Først herefter må man fx svømme, af hensyn til infektionsrisikoen.

Brystvorterne: Brystvorterne er hærdede til amning efter ca. 14 dage.

Bækkenbunden: Bækkenbunden skal genoptrænes hurtigst muligt efter fødslen ved knibeøvelser og anden genoptræning. Dog skal kroppe lige have lov til at komme sig lidt - fx er det svært at lave ordentlige knibeøvelser og generel genoptræning med et forstuvet haleben. Stingene skal også gerne have lov til at hele lidt op inden. Men kom i gang i løbet af de første 3 uger.

Gravid igen: Kroppen er i princippet klar til næste graviditet når menstruationen begynder igen, efter 2-6 måneder. At amning skulle være prævention er en myte. Menstruationen er ganske vist fraværende i starten og uregelmæssig, når den først begynder, men man får intet forvarsel, og risikerer dermed graviditet igen. Fysiologisk er en fødsel dog en hård og tærende begivenhed for kroppen, og det vil sædvanligvis være anbefalelsesværdigt at give den 1 år til 18 måneders pause, sådan at det næste barn fødes 1 1/2-2 år efter det første. Vent i hvert fald mindst hele ammeperioden, som også tærer på kroppens energiressourcer. Desuden kan mælken smage anderledes som følge af hormonskiftene under en graviditet, og barnet kan afvise brystet “for tidligt”. Tag uanset hensyn til det ældste barns modenhed og familiens situation generelt. Husk også, at drenge ofte har behov for en længere periode alene med mor og far, før de får søskende, end piger har.

Halebenet: Halebenet kan blive trykket, forstuvet eller i værste fald brækket under fødslen pga. det kraftige pres ud ad på det. Vær varsom med at sidde, ligge, og især at skifte mellem de forskellige positioner. Halebenet kan ikke behandles, og det kan være meget smertefuldt i flere år efter, senere især ved længere tids belastning i form af at sidde tilbagelænet på mindre blødt underlag.

Hæmorrider: Under presseveerne kan man komme til at presse så hårdt, at der sker udposninger på blodårerne, og det giver hæmorrider. De kan evt. fjernes.

Kejsersnit: Ved kejsersnit opstår mange komplikationer, og det hæmmer moderens samvær med barnet den første tid. Men fx bliver det også sværere at blive gravid igen, og sandsynligheden for kejsersnit ved nr. 2 er stor. Desuden ses det jævnligt at et kejsersnitsar springer op.

Knibeøvelser og genoptræning af bækkenbunden: Bækkenbundens muskulatur er blevet slap efter at barnet er blevet presset igennem bækkenet. Det er vigtigt at genoptræne disse muskler, bl.a. ved knibeøvelser hver dag, flere gange dagligt, for at undgå fx. inkontinens, bækkenløsning ved næste graviditet, og mindske infektionsrisiko.

Livmoderen: Livmoderen tager tid om at “krympe” til normal størrelse igen. Efter ca. 6-8 uger har den igen sin almindelige størrelse, og bidrager ikke til den fortsat forstørrede mave.

Maven: Efter fødslen har maven ca. den størrelse, som den havde i 6. graviditetsmåned. Vær ikke ked af, at du ikke med det samme kan passe dit gamle tøj. Nyd i stedet at dit graviditetstøj nu sidder meget løst. Noget af mavens størrelse skyldes den store livmoder, og noget skyldes hud og muskler. Livmoderen “krymper” i løbet af de første 6-8 uger, men hud og muskler kan godt tage længere tid om det. Jo ældre man er, desto større er sandsynligheden for, at ikke al huden krymper til den overflade, den havde før. Så har man nogle hudfolder - en “mor-delle”, som aldrig forsvinder. Nogle tager et par kilo for meget på i løbet af graviditeten - enten reel vægtforøgelse i form af fedt, eller i form af vand i kroppen. Vand i kroppen kan godt tage flere uger om at forsvinde, men gør det dog af sig selv. Har man taget på, skal man være opmærksom på, at de fleste godt kan tåle at “overspise” mens de ammer fuldt, da det tærer så voldsomt på kroppen - men vanen kan være svær at lægge fra sig, når man trapper amningen ned.

Motion: I mindst den første måned efter fødslen må du ikke gøre noget, der gør ondt, og ikke overbelaste din krop ved at motionere. Gå en rask tur med barnevognen - eller gå i det hele taget, men vær opmærksom på at for megen gang eller ståen kan give tyngdefornemmelse eller smerter i underlivet pga. af den slappe bækkenbund. Tag i stedet et kvarter på gulvet med lette fysioterapi- og bækkenbundsøvelser - evt. med baby på maven. Lav bækkenbundsøvelser mindst een gang om dagen, 15 minutter ad gangen, i mindst 6 måneder. Du kan fx tage 2 minutter først i hver amning. Lig ned ofte - kroppen, og især bækkenbundsmusklerne er så slappe at du ikke nødvendigvis mærker det, inden du allerede har overbelastet dem. Der findes også mange gode tilbud om efterfødselsgymnastik, hvor babyer også er velkomne. Cykling kan du udøve så snart skridtet føles normalt. Benyt dig hellere af cykling end løb. Man bør vente 2-3 måneder før man overvejer løb, af hensyn til bækkenbunden. Vent mindst 6 måneder med hård gymnastik og sport med løb, hop og lignende - bækkenbunden er ikke klar til den slags før da.

Prævention: Det første stykke tid er der formentlig hverken lyst eller overskud til sex, men der er ikke andet til hinder for det. Brug kondomer som prævention frem for p-piller, både af hensyn til den sarte, åbne livmoder, så infektionsrisiko minimeres, og af hensyn til barnet, som får store dele p-pillehormoner ind med modemælken.

Sex: Der er ikke noget i vejen for at have sex, så snart det ikke gør ondt mere. Det er dog almindelig at mangle sex-lyst i 2-6 måneder efter fødslen - simpelthen pga. træthed og overstimulering af indtryk. Omvendt kan det også være med til at give mor og far en stund sammen. Brug kondomer som prævention. Husk at tisse efter samleje, da urinvejene typisk er mere åbne end de plejer at være, og dermed er risikoen for blærebetændelse kraftigt forøget.

Smerter og ømhed: De første 1-2 uger efter fødslen er præget af træthed, ømhed og smerter forskellige steder, ofte især i skridtet pga. sting og hævning. Halebenet kan også være meget ømt. Mavemuskler og evt. andre muskler er også meget ømme. Generelt er der mange små-gener, som dog hurtigt fortager sig igen.

Sting: Sting fra bristninger i mellemkød eller skamlæber skal skylles i 14-21 dage efter fødslen, hver gang man går på toilettet.

Søvn: Sov nok! Også de første uger, hvor det måske føles som om det går meget godt. Sov gerne til middag hver eneste dag - lad rengøring og vasketøj ligge! Prioriter også søvn meget højere end fx. besøg og god mad. Bestil udefra, eller hav lavet en masse færdigretter inden fødslen, som er klar til lige at tage ud af fryseren og varme i en gryde eller mikroovnen. En halv times søvn er bedre end ingen. Find det tidspunkt på dagen, hvor det går nemmest for dig at falde i søvn. Powernap evt. under amninger, hvis du kan overskue det.

Undersøgelser, mor: 8 uger efter fødslen skal du til en lægeundersøgelse. Lægen vil undersøge om livmoderen har trukket sig rigtigt og tilstrækkeligt sammen, tilse evt. syninger og andre skavanker, du har pådraget dig under fødslen. Hvis du er i tvivl kan du også spørge, hvordan du efterhånden skal forholde dig til svømning, løb og andre sportsgrene.

baby/kroppen_efter_fodslen.txt · Last modified: 2009/08/03 07:42 by tine